Sødme på tungens spids og spyt i ganens nederste skuffe, hvad venter der i det røde hus med langhåret gulvtæppe. I mellemklassens familiekvarter med høje, skuffede bambus hække. Piskende i efterårsregnen. Det er fugtigt, vandpytter med olierester røre på sig, og en klukkende kloakrist griner af os. Skygernes depression ligger tungt over egnen. Med mørke hinde omkring sig og grå masse indeni, fortæller de os mere end hvad vi kan rumme. De skinnende brosten, formet som en bjergerute med bump og kanter, uspoleret og rå, er klar til angreb på hvad som helst, de venter bare på nogen kommer forbi med mere tålmodighed end dem selv.
Vejen er tom for mennesker, der er kun os i bilen. Den varme cigaret-lugtende bil med stof indtræk og digitalt display. Der er stille før vi træder ind i den klistrede entré. Huset er i et plan og har været tilholdsted for en familie med mere end en nål i armen. Avispapir ligger fladt på gulvetæppet, røg-gule af alderdom og tusindvis af spalter med tekst fra andre menneskers liv. Jeg bliver ked af det. Midt i stuens lyserøde omgivelser står en pige og græder, hun har lyst glat hår, store flotte blå øjne og er udfra øjets dom ved at blive en ung voksen. Lyset fra det store vindue-parti rammer skråt ind på hende og lyser hendes pande op som en statue af hvid marmor. Hun har en hvid ball trøje og et par lyse jeans på. Det er 1988. Uskyldig og tynget af noget der engang har været et hjem for hende står hun der med hænderne ned af siden. Ødelagt fordi følelsen for kærlighed længe har været forladt heromkring. Med galloperende hast har det giftige men samtidig søde og bedøvende taget over, og falskhedens forførrelse har fundet endnu et offer. Jeg finder aldrig præcist ud af hvad der er sket her.
Billeder af en gammel porsche, lys metallic med store guldstjerner på siden, på vestsiden af landet, i sand med flad jord. I baggrunden ligger en tankstation som var den taget ud af nevada, neon lys, tandløst og manuelt display. De unge mennesker er i starten af tyverne, de står omkring i billedet og er glade og frie. Det er vel omtrent det år jeg blev fire. Det er sommer på billedet og man kan fornemme stemningen ved blot, at se på krøllerne på hovedet af hende. Smukt. Hun bliver senere kendt som en der redder mennesker, dog uden at have formået at redde sig selv. Men hun er stadigvæk for ung til se at kunne se det.
Vi tjekker postkassen i indkørslen inden vi køre, adrenalinet pumper i os alle sammen, men vi tier helt stille. Hun bliver holdt om, knuet og snakket med. Statuen fra stuen. Stille kommer det ud, som betændelse fra et sår der ikke er helet, giver hun op og slipper det ud. Fugten på indersiden af bilruden blandes med tårene fra mine øjne, løber ned og rammer listen på døren. Imellem dråberne kan man se det tomme flade landskab, de glade biler på den anden side køre imod hvad vi lige er sluppet væk fra. Der er langt endnu og vi først lige begyndt. Hvornår er vi der spørger jeg, men bliver mødt med et evigt svar fra vinduesviskerne ?
Subscribe