I et cirkus lavet af plastik. Savsmuld på gulvet, lyskrone hængede fra stukloftet under den gigantiske paraply, læbestift i ansigtet og perler på ballerinaens bukser. Ud af mørket, ind fra regnen, midt i skoven. Store grønne træer der dufter af sød fugt mikset med damp fra søens stille vand. Fulgen kvidrer. Børnene er stille, forundrede. Forældres ansigter bære præg af for meget 9-17, billig nescafe, after eight og rød look. Den etbenende mand venter derinde. Vokset op i et bur udenfor dig og mig, udenfor vores bur. En verden under vores overflade. Levende, energisk, indavlet, dumt og billigt. Sigøjner. Dans for helved, dans!
Våde træbænke besat af familier med papirposer fyldt med slik. En svag lugt af pis fra et dyr, en giraf med to hoveder måske. Stille og roligt bliver der grint, vist tænder, bidt over, fortalt episoder fra kontoret og institutionen. Betalt penge for at blive pint med glitter og dans. Jeg brækker mig sgu hvis han ikke snart starter det fuckin show. Han var født med to ben, i rumænien. Far var fårehyrde, mor hjemmegående. De skar benet af ham den dag han fyldte femten år. Betændt, i brand og ulykkeligt. Han blev solgt dagen efter, til det selv samme cirkus som idag koster hundrede kroner at besøge.
Regnen er begyndt at dryppe ind fra taget af bygningen og lyset er blevet slukket. Man kan se de våde dråber falde tungt ned på hovedet af publikum, glinsende og dansende hår. Der er stille og nogle er allerede faldet i en dyb søvn. Han kommer hoppende ud fra mørkets gang, et smil stort på læben, ar i ansigtet af tæsk fra en stok. Publikum er hans familie, dem mister han ikke før han dør. Det her har været hans hjem siden den dag. I over fyrre år. Hvad han har mistet siden den dag har han klamret sig til siden. Han trækker et sjippetov frem, sætter ild til det og begynder på hans helhjertede, etbenende show. Lyset bliver stille og roilgt blusset op og folk klapper. Han bukker.
Når han vender det klappende publikum ryggen, stikker det ham i sjælen, tårene kommer frem i hans mørke brune øjne og han føler sig tilstrækkeligt utilstrækkelig. Dystert forlader han den temporære plastik borg, ud i skoven, ind i regnen, midt i mørket. Fulgen sætter sig på hans skulder og han dykker ned under søens stille overflade imellem dampen og de våde dråber.
Subscribe