Jeg har lyttet til det, lyttet til dig, hørt og set skæg bevæge sig i mørket. Stemmerne der gerne vil vise at de har noget at sige. Men der kommer ikke noget ordentligt ud. De ligner allesammen hinanden herinde, inklusiv mig selv. Jeg ligner sgu mig selv.

Jeg kan ikke komme i kontakt med dig mere og selvom jeg stammer ind i stemmeanlægget lytter du ikke. Kold, våd og fuld lister jeg ud på gaden og kigger op i lyset og det åbne vindue. Jeg griner inde i mig selv og græder udenpå. Havde jeg haft en dunk benzin havde jeg sat ild til mig selv og skreget ud i natten, skåret mit hjerte ud af brystet og serveret det foran dig. Og selvom jeg ved det ikke ville være nok, havde jeg alligevel bedt dig om at passe på det.

Vi gør de sammen ting, siger de samme ting og ser ud som alle de andre. Hvad fanden skal det nu betyde ? Det betyder vi ikke er mere, vi skal ikke sige mere til hinanden nu, og du skal køre hjem alene og vågne op uden mig. Det er nemmere at ødelægge ting end det er at bygge dem. Det er nemmest at glemme alt om dig og aldrig kigge sig tilbage. Kig tilbage og se ind i øjnene på mørkets ansigt og bed til du aldrig mere gør det samme igen. Følelser kan du ikke glemme, og de griner af dig hvis du prøver.

Så står man her igen, ude af stand til at tage hjem og sove. Man lever af adrenalin, sprut og sammenværets euforiserende stemme. Man ved det godt, men neon lyset og den billige bar er ens hjem for de næste mange timer, og her er der ikke stille og der er ingen billeder af hverken dig eller mig selv. Natten glider forbi, man kigger på uret og håber at tiden står stille. Fuck det her pis tænker man, hvordan kunne det gå så galt ? Tag dig sammen og gå hjem.

Engang vågnede du og kiggede op i himlens mørke øjne, smilede til mig og sagde du elskede mig ligeså meget som stjernerne elsker mørket. Du strøg min pande, kyssede den og satte dig ovenpå mig. Du kiggede mig i øjnene mens du levede resten af dit liv ved siden af mig. Du var glad og tilfreds med livets gaver, både de store og små. Dit hjerte var åbent som en ny bog med masser af tomme sider, intet udtværet blæk som skulle fjernes og skrives over igen. Det hele var friskt, knasende og lækkert.

Om morgenen er der ikke andet end rester tilbage. Rester tilbage af det man var engang. Glæden er væk og mørket banker atter på. Hvis du åbner nu, kommer det til at gøre mere ondt end du regner med. Drik resterne væk og start forfra istedet. Glem følelserne og kig dig ikke tilbage.

Sødme på tungens spids og spyt i ganens nederste skuffe, hvad venter der i det røde hus med langhåret gulvtæppe. I mellemklassens familiekvarter med høje, skuffede bambus hække. Piskende i efterårsregnen. Det er fugtigt, vandpytter med olierester røre på sig, og en klukkende kloakrist griner af os. Skygernes depression ligger tungt over egnen. Med mørke hinde omkring sig og grå masse indeni, fortæller de os mere end hvad vi kan rumme. De skinnende brosten, formet som en bjergerute med bump og kanter, uspoleret og rå, er klar til angreb på hvad som helst, de venter bare på nogen kommer forbi med mere tålmodighed end dem selv.

Vejen er tom for mennesker, der er kun os i bilen. Den varme cigaret-lugtende bil med stof indtræk og digitalt display. Der er stille før vi træder ind i den klistrede entré. Huset er i et plan og har været tilholdsted for en familie med mere end en nål i armen. Avispapir ligger fladt på gulvetæppet, røg-gule af alderdom og tusindvis af spalter med tekst fra andre menneskers liv. Jeg bliver ked af det. Midt i stuens lyserøde omgivelser står en pige og græder, hun har lyst glat hår, store flotte blå øjne og er udfra øjets dom ved at blive en ung voksen. Lyset fra det store vindue-parti rammer skråt ind på hende og lyser hendes pande op som en statue af hvid marmor. Hun har en hvid ball trøje og et par lyse jeans på. Det er 1988. Uskyldig og tynget af noget der engang har været et hjem for hende står hun der med hænderne ned af siden. Ødelagt fordi følelsen for kærlighed længe har været forladt heromkring. Med galloperende hast har det giftige men samtidig søde og bedøvende taget over, og falskhedens forførrelse har fundet endnu et offer. Jeg finder aldrig præcist ud af hvad der er sket her.

Billeder af en gammel porsche, lys metallic med store guldstjerner på siden, på vestsiden af landet, i sand med flad jord. I baggrunden ligger en tankstation som var den taget ud af nevada, neon lys, tandløst og manuelt display. De unge mennesker er i starten af tyverne, de står omkring i billedet og er glade og frie. Det er vel omtrent det år jeg blev fire. Det er sommer på billedet og man kan fornemme stemningen ved blot, at se på krøllerne på hovedet af hende. Smukt. Hun bliver senere kendt som en der redder mennesker, dog uden at have formået at redde sig selv. Men hun er stadigvæk for ung til se at kunne se det.

Vi tjekker postkassen i indkørslen inden vi køre, adrenalinet pumper i os alle sammen, men vi tier helt stille. Hun bliver holdt om, knuet og snakket med. Statuen fra stuen. Stille kommer det ud, som betændelse fra et sår der ikke er  helet, giver hun op og slipper det ud. Fugten på indersiden af bilruden blandes med tårene fra mine øjne, løber ned og rammer listen på døren. Imellem dråberne kan man se det tomme flade landskab, de glade biler på den anden side køre imod hvad vi lige er sluppet væk fra. Der er langt endnu og vi først lige begyndt. Hvornår er vi der spørger jeg, men bliver mødt med et evigt svar fra vinduesviskerne ?

Jeg havde været på “pico la monde”. I hjertet af en flydende by, lidt syd-vest for hvor jeg ellers plejer at have min gang. Min chaffør havde i første omgang været en lille tyk mand med stort skæg. Han havde sat mig af 80 km øst for tømrerflåden i andriater havet, og havde, lige inden jeg forlad førehuset, inviteret to prostituerede ind i varmen. Han fik et “god fornøjelse” samt et skævt smil med på vejen. Det urin gule lys fra broen funklede i den smalle flod, en grussti forførte mig uden tid til en meget smuk og gammel station. Koldt marmor blandet med duften af frisktbrygget kaffe og skarp røg. Italienske stemmer i mørket, en lille hat og grøn vest. Her vil jeg stadig gerne opholde mig en stor del af mit liv. Sammen med mig selv. Blive gammel her, og rynke ind mens resten af verden pulser videre i deres strejfen efter hvad de gerne vil. Jeg er ligeglad med hvad du vil, jeg ved hvad jeg vil. Raincheck på min togbillet, men ingen kontrollør til at opdage min fattige uforskammethed. Smilets glæde ved at få noget foræret, samtidig med at have frygt for at blive opdaget. Alt koster noget i den her verden og gratis kommer efter dig som en våd og kold tshirt i blæsten. Men hvad skal man stille op, ligge sig ned og vente på det bliver bedre ?

Hun var helt alene på trappen, i en stram og lang sort jakke. Ikke læder, ikke skind men heller ikke almindeligt stof. Jeg havde boet i en grøn stue med 2 andre mennesker i et 2 måneder, bare for få lov til at opleve det her. Jeg havde opgivet alt, også mig selv for at få lov til at gøre det her. Nu var jeg her og det føltes som om jeg havde samlet et puslespil med flere brikker end findes stjerner på himlen. Stramme grå jeans og et par lange sorte støvler. Hendes hår hang løst fra hovedet, ramte hendes skuldre og slangede sig kort ned af jakken. Det kunne have været et meget smukt sort-hvid billede, med sprækkerne i træet hun stod på, et smil som ikke kunne tolkes anderledes, lyset, uret. Jeg flød 30 meter foran hende, lå på ryggen i vandet med hovedet drejet imod hende og smilende. Forpustet og lykkelig. Lykkelig over at stå her i mørket med hende. Hendes kinder lidt røde af kulden, varm tunge og pæne tænder ud af min øjenkrog.

Om morgenen vågner jeg ved at det pipler udenfor vinduernes skodder, jeg går hen og kigger, og ser den blå himmel oppe i luften og vandet der småskvulper op husmurene. Boderne på vandet er langsomt på vej ind til i byen og folk er for længst på gaderne. Hun kommer smilende ind på værelset og giver mig et stort knus også et ligeså stort kys. Det kolde stengulv er behageligt for mine varme fødder og sørger for at flade dem helt ud. Jeg går rundt og kigger i lejligheden og møder et par mennesker på min vej, alle små fnisende og smilende. Vi hilser hurtigt. Hun står et stykke bagved mig, følger mine bevægelser med sine øjne og smiler. Ligsom om det ikke er gået op for hende endnu, og hun er på vej ud af døren selvom hun helst vil blive. Jeg træder ud på den store, helt afskærmede første-sals træ terrasse. Her er helt stille. Solen banker ned på min bare overkrop, og jeg kigger over på en tynd sort skorsten hvorpå der sidder en solsort og kigger tilbage på mig. Hun kommer og holder om mig bagfra, kysser mig stille på halsen og siger farvel.

Svævende på en sky trækker jeg i et par ligegyldige bukser og en hvid t-shirt. Jeg ligger mig i kort i sengen igen, dufter til hendes pude og mærker hvordan mine øjne bliver fugtige. Så glad har jeg aldrig været før.

Om aftenen spiser vi ude med resten af lejligheden, på en af byens gode fiske restuaranter. Jeg har siden forsøgt at finde stedet men det har aldrig lykkedes mig. Bare for at få den samme fornemmelse tilbage i kroppen, bare i et sekund. Mad og vin, snak og italienske kager. De små kager med marzipan og pinjekager, drysset med flormelis og bagt i meget kort tid. Her er det hele. Hun køre en hånd igennem håret på mig, smiler og fortæller mig hvor længe hun har tænkt på hvordan det her ville føles. Jeg fortæller hende, at jeg altid har elsket hende, også dengang vi ikke kendte hinanden. Jeg har altid lagt mærke til hende i bussen, det forundrede blik hun sendte mig bakketoppen og ved færgebroens sorte stakit. Der har bare altid været noget, og det ved hun godt. Det er mange år siden hun flyttede herned men hver gang hun skulle igang med noget nyt tænkte hun på hvad jeg lavede længere mod nord. Jeg har stadig på samme måde når jeg gør noget i mit liv.

Vi endte hos en bådbygger som hun kendte. En ældre herrer med et ungdomligt gen. Super rart menneske med ru hænder, krusset hår og han vidste godt hvad det vil sige, at vokse med saltvandet lige ved døren. Han sætter en kande kaffe over imens han sætter Otis Redding på båndoptageren. Kanden er den klassiske metal kande som skal koges dirkete på komfuret. Kunst. Klokken er 3 om natten og alkoholen er så småt begyndt at fordampe fra min hud. Hun kysser mig og tager mig i hånden og vi bevæger os ud i venedigs små gader. Alene imellem høje smalle bygninger, kyssende og dansende finder vi hjem. Jeg vågner først rigtig op igen om bord på flyet en måneds tid senere og jeg ser hende kun 1 gang mere inden hun forsvinder helt ud af mit liv.

I et cirkus lavet af plastik. Savsmuld på gulvet, lyskrone hængede fra stukloftet under den gigantiske paraply, læbestift i ansigtet og perler på ballerinaens bukser. Ud af mørket, ind fra regnen, midt i skoven. Store grønne træer der dufter af sød fugt mikset med damp fra søens stille vand. Fulgen kvidrer. Børnene er stille, forundrede. Forældres ansigter bære præg af for meget 9-17, billig nescafe, after eight og rød look. Den etbenende mand venter derinde. Vokset op i et bur udenfor dig og mig, udenfor vores bur. En verden under vores overflade. Levende, energisk, indavlet, dumt og billigt. Sigøjner. Dans for helved, dans!

Våde træbænke besat af familier med papirposer fyldt med slik. En svag lugt af pis fra et dyr, en giraf med to hoveder måske. Stille og roligt bliver der grint, vist tænder, bidt over, fortalt episoder fra kontoret og institutionen. Betalt penge for at blive pint med glitter og dans. Jeg brækker mig sgu hvis han ikke snart starter det fuckin show. Han var født med to ben, i rumænien. Far var fårehyrde, mor hjemmegående. De skar benet af ham den dag han fyldte femten år. Betændt, i brand og ulykkeligt. Han blev solgt dagen efter, til det selv samme cirkus som idag koster hundrede kroner at besøge.

Regnen er begyndt at dryppe ind fra taget af bygningen og lyset er blevet slukket. Man kan se de våde dråber falde tungt ned på hovedet af publikum, glinsende og dansende hår. Der er stille og nogle er allerede faldet i en dyb søvn. Han kommer hoppende ud fra mørkets gang, et smil stort på læben, ar i ansigtet af tæsk fra en stok. Publikum er hans familie, dem mister han ikke før han dør. Det her har været hans hjem siden den dag. I over fyrre år. Hvad han har mistet siden den dag har han klamret sig til siden. Han trækker et sjippetov frem, sætter ild til det og begynder på hans helhjertede, etbenende show. Lyset bliver stille og roilgt blusset op og folk klapper. Han bukker.

Når han vender det klappende publikum ryggen, stikker det ham i sjælen, tårene kommer frem i hans mørke brune øjne og han føler sig tilstrækkeligt utilstrækkelig. Dystert forlader han den temporære plastik borg, ud i skoven, ind i regnen, midt i mørket. Fulgen sætter sig på hans skulder og han dykker ned under søens stille overflade imellem dampen og de våde dråber.

Den ene arm over skulderen på min homie, den anden over skulderen på en pige jeg aldrig før har mødt. Gulvet dunker, røgen svier i øjnene og den gamle englænder forsøger at synge med. Han har lige været til koncert på staden, men jeg må fortæller ham, at stedet desværre ikke er det samme som før i tiden. Han er pisse ligeglad, han har haft en super fed aften og agter ikke, at høre på noget negativ om hans nye favorit spillested. Han drikker kun rødvin i modsætning til alle os andre. Vi er et sted som jeg har aldrig før har besøgt. Baren har deres eget ølmærke, som tydeligvis er det der bliver solgt mest af. Stemningen er for vild, alle er i super godt humør, snakker med hinanden, ler og kommer hinanden ved.

Der står to skur i baren. Pludselig går den ene bartender helt amok. Tager det ene kasseaparet, slår det med sin højre, 2 gange. Hårdt. River fat i pengeskuffen og river til. Pengene flyver rundt i baren og ud over gulvet. Det andet får samme tur, og han kaster begge maksiner på gulvet i hvad der allermest ligner en rus, der er alt andet end god. Skubber den kvindlige dj ned på gulvet og råber fraværende af alle der kigger på ham. Så stopper han af sig selv og går ud bagved, ligeså som det er startet, er det stoppet. Alle er stille og musikken er stille. 7…6 5 4 3 2 1….vi køre…!!! Fuld gas igen, ny byge, op med kortet og et fælles nik til at “det snakker vi ikke mere om”.

Der bliver spillet god musik; gangstarr, biggie, sanne s, bryan a, big l. Vi er på nørrebro, et sted hvor man ikke skulle tro der lå en bar. Men det gør der altså.

Dj’en er kommet på mærkerne igen og sætter Reseppten på. Fodboldsangen fra VM i 1986. Sangen gør noget ved folk som er svært at beskrive. Man føler sig pludselig en del af noget mere, noget der er større, noget som ligger i fortiden. Det giver mig først gåsehud, så glæde, så selvtillid. Vi skråler alle sammen med Dodo Gad, Frank Arnesen, Preben Elkjær og selvfølgelig Sepp. Vi hopper på stedet og slår hænderne op i luften, griner og nyder øjeblikket. Sørg nu for, at få lidt med hjem og lad være med brug alt din energi på et sted. Det her er den bedste måde at lade op på. Man kan ikke tage noget fra nogen der bare hygger sig, men det er der stadig mange der lige skal have opfrisket.

Det er så fandens tæt på livet. Opvokset med salt i blæsten, duft af klitter og engens endeløse marker med kornblomster, kørvel og øjer fra en okse.

2 sovende kvinder på en rasteplads lige nord fra brænderpasset. På græsset. Solen skinner og det er smuk i vejret. Motorlyden fra den 2-sporede er høj, duft af brændt gummi, os og oliepletter.

En ung dreng der leger ved siden af, med en pind. En co-driver i en tysk, custom-painted, truck stikker hovedet ud af vinduet, stikker drengen den mellemste finger, rækker tungen ud af sin skæggede mund og vibere med den. Drengen smiler til ham og leger videre.

Fedtet ind i øl og cigaretter, god lyd og gribende, virklige, følsomme tekster. Håret kommer fra et katalog fra 70erne. Hvordan kan man ikke bryde sig om den slags virklighed ? Det er nærhed og utrygt på samme tid.

En tur hjem fra nord. Danmark er så smuk i nord. Man skal gide det, man skal nærmest have tømrermænd og være færdig – helt færdig. På kanten til nedbrud. Det grå lys fra skyerne og solen skære igennem det bakkede landskab og melakolien bliver trukket ned over dit sind. Så finder vi det frem fra handske rummet, mens røgen fra cigaretten stiger op og lægger sig under bilens tag. “Som soldaterne i bethlehem, det ku’ han se på vejen hjem”. Skru op for blaupunkten og slap af. Sædet skal vippes lidt ned og ruderne være helt lukkede. Røgen er tæt og stinker. Indånd det for helved, indånd det hele og tænk på hvordan det kan lade sig gøre. “En stjernenat, mågerne flyver frit, og tusinde tanker der vil uu’”.

“Det er ikke min familie der læser de 10 bud mest.” Publikum klapper og bandet griner med. Fortæller historier om livet, fortæller historier om nord. Han er noget for sig selv, finder sig ikke i at blive sammenlignet med andre. Man skulle være født sådan der.

Skakgulvet i køkkenet er sjovt, lego bilen er lige blevet bygget og kukkeuret har slået 3. A. Andreassen synger med. Han synger sgu godt; ægte, tørt og rammende. Skrålende. Færgemanden. Regnvåde brosten udenfor og tørresnor over indgangen til carporten. Tarmac! Der kommer ingen mennesker her. Aldrig. Det er her vi skyder med pistolen når de voksne ikke er hjemme. Der skete jo ikke noget Mor, vi ville bare prøve.

Se det nu for dig skat. Munken fra tibet, bjergene, radions rack time, guitaren, bradwurst, langt skæg og ølmave. På besøg i de østrigske alper, i en Fiat Panda fra ‘90. Det er smukt og deprimerende, men smukt!

Musik bliver ikke mere ægte end Madsens!

14:28 var det første jeg så da jeg stod op, det intetsigende ur på marmorpladen sagde ikke lyd, solen igennem det ene vindue i stuen og udsigt til et af byens tage. Rødt skinnende vindue på bygningen. Under taget. Ud på altanen, hunden efter, se på telefonen, 2 opkald.  "Skal du med ud at se bold ?" Sendt kl. 11:23. Raincheck! På med skoene, den tynde jakke og "få så lige din hund i snor".  Sejt vejr! Smukke kvinder på cykler, på gaden, smil der skifter ansigt hvert sekund og flarende hår.

Hård nat igår, godnat på funkus - Nørrebros eneste offentlige toilet. Æggekage med stegt flæsk hos fætter Nik, bomben, brydekamp med "Game Fellip", 2 knapper mindre på skjorten. Nedtur. Han røg ned. Lang argurk i Kelds GT og fællesang med Johnny Madsen. Vi får det ikke bedre end vi har det.

Hun sagde Københavns Universitet inden hun gik og jeg fik et knus. Ind mod byen på cykel og forbi universitetet. Lad mig se hvad der skal til for at man kan gå ind af døren. Skoletræt allerede! Fuck! 2 dollars i en bil, tysk muskel, amerikansk rap musik og intet tag. Skulle jeg pege dem ind til universitetet ? Nek, vi lader dem køre idag!

Amager har aldrig været min ø. Det emmer stadig af arbejdskvarter i udkanten, og de små kolonihaver er præget af unødvendige fjendtlige blikke og forundren. Det skulle være forblevet sådan på hele øen, men ak. Nye ucharemerende boliger, hvor er livet ?, hvem er du nu ? Yuppie Town.  Det grønneste område i år, små bakker, duftende træer, en campingvogn i en lysning, "der er appelsiner og advocado i skålen". Ud til kanten mand! Ud til kanten!

"Sæssonen er startet" sagde han, lige inden jeg kørte min vej. Små grønne og hvide - måske grå - tern på skjorten, importeret raiders hue på toppen, dog uden at vide hvem navnet "The Intellectual Assassin" tilhøre. Hvor mange gange har drengene fra Oakland måske vundet "The Bowl". 3! Slap af!

Vi vil godt komme hinanden ved. Crossaint med New Balance og 500 kroner på kortet. "Jeg tager bare afsted istedet for dig" sagde han til tossen overfor. "flot hest..haha". Hold nu din kæft og sig noget sjovt!

52 kroner for "The Highwaymen vol. 2".  Jeg vil sgu også ride på en poco og være ligsom Kris Kristoffersen i Convoy.

Jeg griner sidst!